Kort før jul stadfæstede EU-Domstolen i en sag anlagt af den belgiske forvaltningsdomstol, at en lastbilchauffør fremover ikke længere må afholde sit ugentlige 45 timers hvil i lastbilen. Overtrædelse kan medføre anseelig bødestraf til både chauffør og vognmand.

Resultatet af denne afgørelse er, at alle lastbilchauffører i EU fremover skal parkere lastbil og trailer og dernæst overnatte på hotel eller lignende i forbindelse med det ugentlige 45 timers hvil.

Både Frankrig, Belgien og Tyskland har tidligere indført lignende forbud
I Danmark er der allerede afsat midler på den danske finanslov til at kontrollere, at lastbiler ikke holder parkeret på statslige parkeringspladser i mere end 24 timer.

Langt hen af vejen er vi enige med problemerne på rastepladser, problemerne med fair konkurrence osv. osv. Men hovedproblemet her og nu med dette tiltag er:

– Ikke nok overnatningssteder til chauffører.
– Flertallet af chauffører vil da hellere blive i deres “hjem” trækker.
– Hvem skal betale for overnatning?
– Med de store bøder chauffører kan få, så tiltrækker det nok ikke mange nye chauffører til branchen.
– Stor kapacitet mangel i Europa i forvejen på chauffører – dette gør det blot værre.

Men allerværst er nu, at hvis trailere blot skal stilles uden opsyn, fordi der mangler overvågede parkeringspladser og chaufførerne skal være på hotel flere kilometer væk, så er der åben hus for kriminelle for at stjæle godset i trailerne. Det er et stort problem, som folk der ikke kender forholdene ikke har taget højde for. Det er yderst beklageligt.